”Vi får at vide, at mænd og kvinder er lige. Det er løgn”. Sådan hedder det i et af de manifester, der indledte den nyfeministiske vækkelse for 10 år siden.

Måske har nyfeministerne ret. Måske er mænd og kvinder ikke lige, men lige meget værd. Og måske er nyfeministernes vrede udtryk for en sund erkendelse af den ”ulige” virkelighed?

Hvis mænd og kvinder ikke er lige, men skal ligestilles, hvem er det så, der skal stille dem lige? Med udgangspunkt i totalitarismetænkeren, Hannah Arendt, stiller jeg spørgsmålet: Hvis det politiske mål er den totale ligestilling i køkkenet, soveværelset og barnekammeret, har man så ikke ophævet skellet mellem offentligt og privat?